Spring til hovedindhold

2016: Brexit, Trump, Nets og dansk aktienedtur

2016 har budt på et brud med de seneste års massive danske aktieoptur. De fleste investorer vil næppe med glæde huske tilbage på året, som markerede et brud med de seneste års gode tradition: Danske aktier giver et massivt merafkast. Her er et lille tilbageblik på året der næsten er gået.

Hektisk start på 2016

Mange investorer havde planlagt den perfekte start på 2016. Aktierne var nok dyre og indtjeningsforventninger holdt op med at blive løbende hastigt opjusteret. Derfor havde ikke så få investorer taget ladegreb på deres porteføljer og planlagt at gå ud af markedet efter det sædvanlige januar rally. Det kom dog til at gå meget anderledes.

Gevaldige tømmermænd

Året indledtes med et brag, nedad. Investorerne havde fået det forkerte ben ud af nytårssengen og den årlige skihopkonkurrence fra Garmisch Partenkirchen var ikke en tilstrækkelig stærk dosis afstresning. Straks på året faldt aktierne. Frygten var at det olieprisfald som havde præget det meste af 2015 ville fortsætte. Investorerne var bange for konsekvenserne af faldende oliepriser og frygtede, at det var et forvarsel om et kinesisk vækstkollaps. Samtidig var det forventet, at den amerikanske centralbank FED ville øge renterne 3-4 gange oveni den første renteforhøjelse fra december 2015. Forude lurede en britisk afstemning, som, selv om det var en risiko, ikke blev opfattet som den største aktiemæssige showstopper. På det tidspunkt.

Nykredit mod børsen

Januar blev den værste aktiemåned i rigtig mange år. Investorerne flygtede ud af det meste som havde en risikolabel påhæftet. I løbet af de første 5 uger faldt aktierne med tæt på 15 %. Det var på det tidspunkt, hvor Nykredit meddelte, at bidragssatserne skulle stige og at en nedtælling til en børsnotering med en tidshorisont på maksimalt 24 måneder var startet. Scandinavian Tobacco gik på børsen.

Bundprop i olieprisen

Aktierne bundede i første omgang ud i den første uge af februar godt 2 uger efter at oliepriserne havde ramt deres lavpunkt kun lige over 25 USD per 159 liter. Frygten for et oliepris kollaps var stadig til stede. Denne frygt fik fortsat Kina næring, men den reelle årsag var og er fortsat olieaktørernes undervurdering af, at den amerikanske skifergasindustri har været en ægte game changer på udbudssiden.

Aftagende Brexit risiko

Den resterende del af vinteren og starten på foråret blev mere rolig. Frygten for et Brexit og konsekvenserne heraf var ganske stor i starten af året, men som tiden gik, fik meningsmålingerne og den britiske premierminister David Cameron overbevist de fleste om, at nok var mistroen overfor bestemmerne i Bruxelles ganske stor, men fællesskabet med Europa trods alt stærk nok til at holde briterne ”inde” ved juniafstemningen.

DONG børsnoteres

Hele Danmarks (og Goldman Sachs’ DONG) havde først noteringsdag i uge 2 af juni måned; godt 2 uger forud for den britiske afstemning. Aktien blev dyr, politisk stormombrust, men introduktionen blev en pæn succes. Afregningskursen på 235 blev efter en 1. dagsstigning på tæt på 10 % vekslet til en gennemsnitlig succesrig børsintroduktion.

23. juni – dagen før B-dag

Den 23. juni var der fest og glade dage på børserne. Den klare forventning var stadig, at briterne trods alt ville stemme ”stay”. På selve afstemningsdagen steg aktierne massivt og investorerne tog ekstra godt imod afskedigelsen af topchefen i Mærsk og et strategiskifte. Aktien steg med 10 %.

B-dag

Da optællingen var i gang natten mellem 23-24. juni bølgede resultatet frem og tilbage. De første tal sagde ”stay”, men siden blev det relativ hurtigt klart, at briternes forbitrelse over at blive taget for givet og utilfredsheden med at skulle tage imod ”diktater” fra eliten, blev for stor en modstand. Brexit var en realitet.

Aktierne faldt massivt fredag den 24/6 og de fortsatte også ned om mandagen. Hurtigere end man kunne have forventet faldt markederne dog til ro. Det skete ikke mindst fordi renterne og det britiske pund styrtdykkede.

I månederne efter Brexit ventede investorerne i spænding på hvad den virkelige økonomi ville sige til Brexit. Hvordan ville nøgletallene, vækst, beskæftigelse, tillidsindikatorerne arte sig. Der skete ikke meget de følgende måneder. Nogen vil sågar hævde, at der ikke rigtig skete noget overhovedet. Det er dog decideret forkert og en fejlantagelse.

Brexit har kostet

På den ene side er det korrekt, at aktierne generelt er kommet sig. På den anden side er det et faktum, at en betydelig svækkelse af et lands valuta betyder en nedgang i levestandard. Ved udgangen af 2016 og på vej ind i 2017, ser vi konturerne af en svagere britisk vækst. Takket være det svækkede pund og mange (flere) turister og turistindtægter, ser det dog ud til at UK vil undgå en recession i første omgang.

Opturstrætte aktier

I sensommeren blev aktierne opturstrætte. FED skiftevis ville/ville ikke hæve renten. Udsigten til en fortsat faldende indtjeningsvækst, stigende aktiekurser, en udebleven Brexit effekt som ville/kunne komme med en forsinkelse og måske stigende renter, var en ubehagelig cocktail.

Tættere på det amerikanske valg

Der var nu kun 2 måneder til det amerikanske valg. Trump var begyndt at røre på sig, men som det gjorde sig gældende med den britiske afstemning, blev USA valget ikke for alvor taget som en større trussel. Hillary Clinton ville jo alligevel, alt i alt og trods alt, ende med at vinde. Troede vi.

Trump triumferer og forsoner

Trump vandt, som bekendt, og på valgnatten måtte mexicanske peso, olien, renterne og USD initielt lægge ryg til en større nedtur. Det gik dog ikke så slemt som frygtet og i mere end 1 forstand lignede det amerikanske valg, det britiske Brexit. Midt på formiddagen den 9. november var gemytterne faldet lidt til ro. Olienedturen neutraliseret, renterne stigende og det USD fald som truede vendt til et non-event. Donald Trump blev valgt og det var ikke mindst den forsonende tone som han slog an, der fik investorerne til at få de bange anelser lagt på hylden.

Katastrofal dankort entre

Den 9. november var ikke kun den første markedsreaktionsdag efter USA valget. Det var også regnskabsdag for hele Danmarks dankort som var blevet børsnoteret et par måneder tidligere i rekordfart. Kun lidt over 3 uger efter intention om at blive børsnoteret, var dankortet med i rekordfart klar til at tage den første sving-om med Nasdaq.

Det startede i glæde og en rekordhurtig børsnotering. I dag ved vi at kapitalfondene Bain og Advent havde travlt med at komme af med aktier og at IPO bankerne desværre ikke var dygtige nok til at finde langsigtede investorer. End ikke Deutsche Banks stabiliserende indkøb eller Blackrocks 7 % meddelte ejerandel kunne forhindre en kursderoute. På introdagen faldt aktien med 3 %. Siden er det gået slag i slag og for hver gang Mobile pay har været nævnt, er aktien faldet med 3 %.

Sidste børsdans med afsuttede kapitalfondsbolcher

Læren må være at holde sig fra afsuttede kapitalfondsbolcher og IPO banker som tager et for stort honorar, uden at levere en tilsvarende kvalitet, for at bringe selskaber på børsen. Ikke mindst var det hårrejsende at konstatere, at banker som har været med til at tjene penge på introduktionen i senere analysedækninger har kommenteret, at risikoen ikke har været indeholdt i afregningsprisen.

Trump betyder business

Det politiske støv har ikke helt lagt sig endnu, men den finansielle verden har hurtigt vænnet sig til at Trump bliver USA nye præsident. ”Reflation” (stigende nominel vækst både på grund af stigende BNP vækst og øget inflation), har givet renterne et markant tryk opad; trukket USD med op og fået de amerikanske bankaktier til at sprudle ved udsigten til en stigende rentemarginal.

Uppercut til Novo Nordisk og danske aktier

De europæiske og danske aktier hænger fodslæbende. Selv ikke en markant USD stigning har kunne få humøret i Europa til at gå op. Investorerne siger USA er hot, Europa Not. De satser på konjunkturfølsomhed fremfor defensive aktier, og det har ikke mindst gjort de danske aktier mindre attraktive. Kombinationen af (for mange) indtjeningsmæssige danske dårligdomme (ikke mindst fra Novo Nordisk) har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på de overforvænte danske aktieejere. 2016 markerer et brud på den danske optur og ved indgangen til det nye år, har investorerne lagt sig i position til at Trump kan indfri sine løfter.

Senere i december kommer jeg med et bud på hvordan et 2017 kan komme til at se ud i investorhøjde

 

 

 

 

Er du stadig ikke Nordnet-kunde? Åbn depot, og opdag en lettere måde at investere på.

I kommentarfeltet nedenfor kan du som læser kommentere blogindlæggets indhold. Samtidig kan du tage del i andre læseres kommentarer. Kommentarindholdet repræsenterer derfor ikke Nordnets mening. Nordnet gennemgår ikke kommentarerne, før de offentliggøres, men vi fjerner upassende kommentarer, hvis de forekommer. Vil du vide, hvordan Nordnet håndterer dine personoplysninger, klik her.

Tilmeld
Informer mig om
guest
0 Kommentarer
Se alle kommentarer