Finanslov 2012 – og hvad nu…
23 december, 2011Så blev finansloven for 2012 vedtaget, og det betyder markante ændringer på pensionsområdet.
I den seneste tid har der været skrevet både for og imod den nye finanslov – og nok mest i mod, og efter min opfattelse helt berettiget. Uagtet ens politiske overbevisning, så er den nye finanslov ikke en positiv udvikling for pensionsordninger. Loven lader til at være besluttet på baggrund af et yderst kortsigtet perspektiv – og det er jo normalt ikke det der præger hverken beslutninger eller holdninger, når det kommer til pensionsopsparingen.En pensionsopsparing er pr. definition et langsigtet projekt, og dette bør også afspejle sig i den lovgivning der regulerer pensionsområdet.
Uanset hvad man måtte synes om de nye regler for pensionsfradrag, så er finansloven en realitet som man bør forholde sig til og agere nøgternt ud fra.
Hvordan skal man forholde sig til de nye regler, og hvordan udnytter man de nye regler og muligheder bedst muligt?
Fra 1. januar 2012 reduceres den maksimale indbetaling til ratepension fra de nuværende 100.000 til kun at være 50.000 kr.. Indbetaler du i dag mere end de 50.000 kr., så betyder det i praksis, at alt over 50.000 kr. skal placeres på en livrente, hvis du fortsat ønsker at bevare fradragsværdien. Alternativt kan en kapitalpension tages i brug – det er dog ikke nogen fordel hvis du betaler topskat i dag.
Er du omfattet en obligatorisk pensionsordning via din arbejdsgiver, så reguleres indbetalingerne helt automatisk, således at du udnytter de muligheder der nu en gang er tilbage efter de nye regler. Det vil sige indbetaler du mere end 50.000 kr. om året til en ratepension, så vil den del der overstiger 50.000 blive omfordelt til en livrente – også kaldet en overløbslivrente.
Hvorledes en livrente fungerer i praksis vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men vil i stedet opfordre dig til at tage kontakt til det pensionsselskab som varetager din pensionsordning – der findes nemlig allerede nu mange forskellige varianter af livrenten – primært hvorledes de enkelte udbetalingsgarantier administreres.
Hvis du i dag er i den situation, at du ved siden af din obligatoriske pensionsordning, også indbetaler til en privat etableret ratepension. Så skal du efter de nye regler være meget opmærksom på hvordan indbetalingerne fordeler sig i arbejdsgiverordningen. En arbejdsgiverordning har altid fortrinsret i forhold til en privattegnet ordning, når det gælder udnyttelse af fradragsretten.
Så hvis du fortsat ønsker at indbetale til en privattegnet ratepension (som fortsat er en god idé), så kan du vælge at ændre din firmaordning til primært at være en livrente – derved sikrer du dig fortsat mulighed for at indbetale til en ratepension, som du selv kan administrere og formentlig også bedre gennemskue.
Den nye finanslov har desværre ikke gjort det nemmere at være pensionskunde – tværtimod vil der i endnu højere grad være behov for at blive rådgivet korrekt og uvildigt.
Med disse ord vil jeg ønske alle en glædelig jul og et forhåbentligt lykkebringende nytår. Vi skrives ved i 2012.