1 mio. kr. på én dag: Intet nyt er godt nyt

Skrevet den 03 april 2013, Klokken 10:47 | Flemming Kozok

blog_image

Afhængig af valutakursen er 1 mio. kr. på én dag endnu ikke nået – men forleden dag kom det relativt tæt på. Jeg er i den forbindelse blevet stillet spørgsmålet hvordan det for egen bog er muligt at generere så store indtægter på aktiehandel indenfor så korte tidsrammer som der er tale om. Derfor dette blogindlæg.

Via aktiv handel realiserede jeg på den pågældende handelsdag i slutningen af marts 2013 en indtægt på ca. 740.000 kr. Havde kursen for amerikanske dollars været tilbage på 2002-niveau havde millionen målt i danske kroner været hjemme. Uagtet den lavere valutakurs kunne jeg dog glæde mig over at have sat ny “dagsrekord” – den tidligere rekord lød således på 620.000 kr. på én dag. I f.m. den tidligere rekord lød USD-kursen på 7,95. Ved denne valutakurs ville den nye rekord have beløbet sig til mere end 1 mio. kr. Således illustreres også afhængigheden i forhold til valutakurser når der handles aktier noteret i udlandet.

Indtægten blev opnået via min “klassiske aktivitet”, dvs. aktiv handel med fokus på aktier noteret på amerikanske handelspladser. På den pågældende dag eksekverede jeg i niveauet 180 handler. Der var således tale om en ganske aktiv dag, dog langt under hvad jeg for år tilbage betegnede som særligt aktive dage, hvor handelsaktiviteten ofte kunne ligge i niveauet 300-500 handler. At kunne generere gode indtægter på færre antal handler er dog en rigtig god kvalitet.

Intet nyt fra fronten

På trods af, at der er tale om en ny indtjeningsrekord målt på en enkelt dag er der faktisk ikke noget nyt under Solen. – Men det vigtige at forstå er at intet nyt er godt nyt: Handelsdagen bekræfter at systemet bag aktiviteten fungerer som det skal. Der er tale om at de eksisterende principper og formulerede regler bag handelstilgangen holder vand og er skalérbare til at generere små såvel som større indtægter indenfor også ganske korte tidsrammer. Så intet nyt er godt nyt – også selvom rekorder i sagens natur er en sjældenhed.

Jeg er blevet anmodet af flere om at beskrive hvorledes en dag som denne har set ud. Det vil følge i nedenstående. Jeg vil dog understrege at uagtet om beløb der tjenes er store eller små er nøglen til succes i det lange løb uændret: Systemet skal understøtte at der skal kunne eksekveres konsekvent. Det er således regelsættet bag aktiviteten der er altafgørende. Min egen handelstilgang er fundamentalt set uændret siden år 2000. Den har kun undergået mindre justeringer og modifikationer – men fundamentalt set intet “rigtigt” nyt. Og det er en kvalitet.

Trading-mæssig fokus

Som bekendt kan min aktivitet kort betegnes ved ”At der med en risikoavers tilgang udøves handel med højrisikoaktiver. Dette er mit primære (men ikke eneste) fokus.

Med denne fokus stimuleres kravet for det jeg kalder ”ekstraordinære setups”. Det er setups som åbner for muligheden for på kort sigt at yde signifikante indtægter. For at opnå høje afkast på kort tid er fokus på aktiver underlagt stor volatilitet et krav. Dette indebærer naturligt en form for implicit risiko i aktivititen. Det gælder også hos undertegnede. I aller højeste grad. Ikke mindst derfor nævner jeg konsekvent risiko og håndtering heraf som anbefalet fokusområde nr. 1. Det hører med til historien at det største tab jeg har taget på en enkelt dag er på ca. 540.000 kr. (for år tilbage). Når man har udsat sig selv for den slags lærer man meget naturligt at øge fokus på risikostyring.

Indenfor alle kategorier af aktiver, herunder højrisikoaktiver, søger jeg fokus på identifikation af “low risk, high probability trades”. At identificere disse er ikke nemt. Der skal arbejdes meget med det og erfaring er en stor hjælp. Særligt når der arbejdes med emner som er præget af stor volatilitet er ”low risk”-siden af ligningen svær at opfylde. Ikke desto mindre kan det gøres. Jeg henviser i den forbindelse bl.a. til to af mine tidligere blogindlæg, Frygten som det stærkeste værn og Kurtage: En omkostning eller en investering for mere om overvejelser i forhold til risiko i aktiv handel.

Den konkrete handelsdag

På den konkrete dag gennemførte jeg som nævnt ca. 180 handler. Indtægten kan siges at være skabt i 3 ”bølger” af aktivitet i en enkelt aktie. Dette er et normalt mønster når handel er momentum-præget. Fra første entry i første og mest givtige bølge til sidste exit gik der i dette tilfælde ca. 32 minutter. Indtægten på disse 32 minutter beløb sig til ca. 650.000 kr. Jeg lå indledningsvist med et urealiseret tab i niveauet 70.000 kr. Dog var jeg ganske rolig omkring dette tab, som jeg betegnede som meget midlertidigt. Det urealiserede tab var “planmæssigt og kontrolleret” i den forstand at det i vid udstrækning var resultatet af at jeg “byggede” en større position. Dette var jeg tvunget til grundet den relativt betydelige størrelse af den ønskede position.

Da en af mine grundregler i trading er at man altid skal entrere med mindre positioner af gangen (“følere”) lå jeg af denne årsag med dele af min position “under opbygning” med et urealiseret tab. Dette var således en del af planen, idet jeg ønskede en position af en størrelse som kunne være problematisk at tilegne sig når det helt rigtige tidspunkt måtte komme, hvilket i dette tilfælde var få minutter efter min påbegyndte ”konstruktion” af den samlede post.

På trods af et kurstarget noget højere solgte jeg ud af positionen mens papiret fortsat viste styrke. Dette blev eksekveret lige inden, samt præcis  selve første betydelige modstand. Dette er min faste politik; hellere 1 i hånden end flere uden for rækkevidde. Jeg ønsker typisk ikke at holde gennem flere modstande (“protective trading”). Positionen blev 100 % likvideret i dette niveau, hvorefter jeg afventede næste setup som jeg rimeligvis kunne forvente givet det betydelige momentum. Jo mere momentum, jo mere liv, jo flere mulige setups. Over dagen blev skabt yderligere 2 primære setups som blev handlet med succes og føjet til indtægt fra første bølge. Sammen skabte disse 3 bølger (og enkelte sekundære) således dagens samlede resultat. Ved dagens afslutning lå jeg 100 % kontant, som jeg typisk foretrækker det når handelsdagen er omme.

– Således et kort oprids af hvorledes netop denne dag så ud. Denne dag så dog ud som mange andre. De eneste reelle forskelle var at der blev valgt fokus på kun et enkelt aktiv grundet den store mulighed det repræsenterede, samt naturligvis at denne dag skulle repræsentere en rekord. Dette blev opnået via et efterprøvet system, som løbende behøver så små justeringer at eventuelle modifikationer vil være at betragte som intet nyt. Denne dag har bekræftet modellen – og det er godt nyt.

/ Følg løbende mine opdateringer på twitter.com/flemmingkozok

/ VIDSTE DU: At jeg tilbyder personlig undervisning i Active Trading? Hør mere via e-mail: flemmingkozok@gmail.com

Vurdér, kommentér
og del indlægget!

91%

comments

16 kommentarer

125 Synes godt om 12 Synes ikke godt om
Anmeld indlægget


  1. Jeg formoder der benyttes gearing? Ellers giver det ingen mening.

    Svar | Anmeld kommentar april 15, 2013 at 3:38 pm
    • Der benyttes ikke gearing. For at mindske risiko er min politik generelt at afholde mig fra brugen af gearing. Jeg gør kun brug af gearing i særlige tilfælde og dette var ikke et af dem. I øvrigt er det min generelle anbefaling til andre at afholde sig fra brug af gearing.

      Svar | Anmeld kommentar april 16, 2013 at 11:27 am
  2. Spændende læsning. Kan du ikke forklare hvordan du læser ordredybden?

    Jeg går ud fra du ikke selv handler via Nordnet, hvor man kun kan se een linje i ordredybden på de amerikanske børser. Hvad er dit foretrukne handelssoftware?

    (Nordnet, kunne i ikke give os lidt mere ordredybde som jeres ambassadør Flemming advokerer for man gør brug af?)

    Svar | Anmeld kommentar april 12, 2013 at 11:44 am
    • Hej Lars,

      Ordredybden er en videnskab i sig selv. Det vil kræve en større forklaring, ikke mindst i forhold til hvilke papirer der er tale om, samt på hvilke børser aktierne handles. Hvis du har specifikke spørgsmål vedr. ordredybder er du meget velkommen til at kontakte mig via e-mail.

      Svar | Anmeld kommentar april 16, 2013 at 12:18 pm
  3. Hej Flemming

    Mange tak for dit svar!

    Efter min mening sætter det tingene lidt mere i perspektiv; Hvis man vil tjene mange penge, skal man også være villig til at risikere mange penge..

    Efter min mening er en af de absolut vigtigste ting i en tradeplan en solid RR uden undtagelser, de færreste forstår hvor vigtig. En god RR vil uden problemer kunne retfærdiggøre 50 procent tab og 50 procent profit.. Selvfølgelig skal tradeplanen være testet således at der ikke er tvivl om en edge.

    Men det jeg vil frem til ,er måske at få dig til at give et lidt mere konkret billede af din tilgang til markedet.

    f.eks; tradeplan, tålmodighed, risk reward, positionsstørrelse, psykologien osv osv..

    Og selvfølgelig siger et billede mere end 1000 ord..

    Jeg ved ikke hvad dit mål med din blog er, jeg ved bare at du er en af de få succesfulde fuldtidstradere i danmark som står frem, og jeg ved der er mange der forsøger sig på trading og mange fejler.. Og netop et sted som dette hvor du blogger, er efter min mening en unik mulighed til at give små nuggets videre..

    Jeg ved ikke om det giver mening men anyway tak for sit svar..

    Peter

    Svar | Anmeld kommentar april 7, 2013 at 11:16 am
  4. Tak for svar..

    Okay, prøver at spørge på en anden måde;

    Hvor meget var du villig til at risikere på dit setup i kroner og øre? Du nævner dit urealiserede tab, som lå på 70.000 og din profit kender jeg.

    Mere for at få et billede af din RR, hvilket er meget mere interessant for mit vedkommende

    Svar | Anmeld kommentar april 5, 2013 at 10:10 am
    • Hej Peter,

      I det konkrete tilfælde ville et tab på op mod 150.000 kr. principielt være i orden. Det centrale var at setuppet gav mig det jeg vurderede til at være 80-90 % sandsynlighed for et payoff i en r/r ratio på op mod 6:1. Både sandsynlighed og r/r ratio var således at betegne som særdeles høje.

      Generelt om r/r vil jeg dog ikke acceptere så store beløbsmæssige tab når r/r ratio vurderes at være lavere.

      Svar | Anmeld kommentar april 5, 2013 at 8:08 pm
  5. Hej Flemming,

    Interessant er kun et fattigt ord. Handler du igennem Nordnet, og hvis ikke, hvilken handelsplatform gør du så brug af? Tak.

    Svar | Anmeld kommentar april 3, 2013 at 2:39 pm
  6. Imponerende læsning..

    Er dog mere nysgerrig mht. din risikostyring, hvor mange % vil du være villig til at risikere på et setup – og hvor meget på en handelsdag?

    Svar | Anmeld kommentar april 3, 2013 at 12:28 pm
    • Hej Peter,

      Jeg er generelt meget tæt i min risikostyring. Jeg tillader typisk kun små udsving i negativ retning (understøttet af øvrige indikatorer) før jeg foretager beskyttende exit/ stop loss.

      Svar | Anmeld kommentar april 3, 2013 at 1:42 pm
      • Tak for svar..

        Okay, prøver at spørge på en anden måde;

        Hvor meget var du villig til at risikere på dit setup i kroner og øre? Du nævner dit urealiserede tab, som lå på 70.000 og din profit kender jeg.

        Mere for at få et billede af din RR, hvilket er meget mere interessant for mit vedkommende 🙂

        Svar | Anmeld kommentar april 3, 2013 at 3:06 pm
      • hvilke tekniske indikatorer benytter du

        Svar | Anmeld kommentar april 3, 2013 at 2:41 pm
        • Jeg er teknisk analytisk funderet, og tager således udgangspunkt i chart reading. Dog benytter jeg mig ikke af de tekniske indikatorer man typisk associerer med teknisk analyse. Jeg benytter egne metoder til at læse charts på. Dette kombineres med redskaber såsom ordredybde/level II.

          Svar | Anmeld kommentar april 3, 2013 at 8:04 pm
          • @ Peter Kopp
            Tak for din kommentar.

            Når jeg nævner “egne metoder” refererer det til måden hvorpå jeg læser charts i kombination med ordredybde, samt måden jeg eksekverer handler på, herunder eksekvering af både P&L / SL.

            Det er med andre ord for omfattende til at kunne dække her. Muligvis kan jeg dække dele af det i fremtidige blogindlæg.

            | Anmeld kommentar marts 17, 2014 at 10:53 am
          • Hvad består dine egne metoder af? Et generelt indlæg om ordredybe kunne være rigtigt fedt. Pft

            | Anmeld kommentar februar 28, 2014 at 12:42 am