En føler i felten – “Take feel to the field”

Skrevet den 21 januar 2014, Klokken 12:35 | Flemming Kozok

blog_image

I min trading lever jeg efter mange selvskabte læresætninger. En af dem jeg har arbejdet med i mange år er det jeg altid har kaldt “Take feel to the field”. Det drejer sig kort sagt om et fint, lille psykologisk trick som kan spare én for en masse tabte penge. Det vil samtidig kunne assistere i at fange den rigtige mulighed og øge kvaliteten af timingen for entry.

I talrige samtaler med handlere i både Danmark og udlandet over årene, har jeg altid været overrasket over hvor få der har været bekendt med dette lille trick. Men de som introduceres for det finder altid stor grund til at værdsætte det når de lærer at bruge det på den rigtige måde.

Det fundamentale udgangspunkt tages i anerkendelsen af, at trading er et ”mind game”. Det er et psykologisk spil, hvor den største del af udfordringen ligger i at kunne kontrollere sig selv og egne følelser. Det er en betydningsfuld detalje som mange først for alvor forstår når de selv har taget udfordringen op – og følgelig er blevet udfordret.

Med en ”føler i felten” skal man kunne acceptere at sidde med et urealiseret tab over en forholdsvis udefineret periode. Hvis man er nogenlunde rigtigt på den vil der dog typisk blive tale om kun en kortere periode samt kun et minimalt tab, der planmæssigt – dvs. uden garanti men med god sandsynlighed – vil tjenes tilbage. Sidstnævnte vil ske under antagelse af, at der vil dannes et setup i det pågældende aktiv, som der eksekveres på med hele eller større dele af den samlede teoretiske størrelse man oprindeligt havde i tankerne omkring entry.

En ”føler” er ensbetydende med at man åbner en position i det pågældende aktiv. Positionen skal blot være af meget minimal størrelse. En føler skal sendes af sted når et setup tegner til at blive særligt interessant. Det interessante ved føleren er at den hurtigt formår at ændre den enkeltes forhold til det pågældende aktiv. Der sker nemlig det, at man pludselig ikke blot risikofrit og uden ansvar observerer udviklingen. Ved at sende føleren af sted vil man opleve en prompte skærpelse i niveau af observation og årvågenhed, og det vigtigste grundlag for at man vil ramme rigtigt vil styrkes: Man opnår en anderledes, langt tættere tilknytning til aktivet og måden hvorpå aktivet agerer i markedet. Forudsætningen for at der times bedre når det aktuelle setup er korrekt at træde ind i øges herved markant.

Alle aktive handlere og investorer er bekendt med smerten behæftet med tab. Det interessante er, at vi handler irrationelt og skærper således opmærksomheden i nærmest samme grad ved lille eksponering som ved større eksponering.

Sammenhængen er funderet i hvordan tab føles; de gør ondt. Hvis ikke de gør ondt har man i øvrigt et problem (som ikke nødvendigvis føles som et problem!). Hvis ikke de gør ondt har man med stor sandsynlighed et forkert forhold til penge og man bør stoppe sin aktivitet og spørge sig selv hvorfor det ikke gør ondt. Tab vil og skal altid gøre ondt, særligt når man har kendskab til en tilværelse hvor man ikke har haft en overflod af dem. Man vil kæmpe hårdt for at holde sig oven vande og man vil mærke smerte og frygt allerede tidligt i et tabsgivende forløb. Det er den sunde tilgang – som desværre gør ondt. Men det er på samme tid den tilgang som medvirker til at beskytte mod større tab. Og det er netop den psykologiske mekanisme som aktiveres i hjernen også ved tab af nærmest betydningsløs størrelse (som er hvad en føler højst må kunne påføre).

– Og det særlige grundlag for at ”tage en føler i felten” er netop det psykologiske trick: At uanset hvor lille det urealiserede tab er vil det medføre en tilstrækkelig grad af gene, hvilket vil medvirke til skærpet årvågenhed omkring situationen, da denne fortsat er behæftet med risiko. Dette er naturligvis irrationelt, idet føleren kun skal antage en så lille størrelse at det eventuelle tab i princippet kan være ligegyldigt. – Men det er alt sammen en del af det større mind game: Vores psyke spiller os igen et puds, men her er endelig et tilfælde hvor vi kan vende en pudsig mekanisme til egen fordel.

 

/ Følg løbende mine opdateringer på twitter.com/flemmingkozok

/ VIDSTE DU: At jeg tilbyder personlig undervisning i Active Trading? Hør mere via e-mail: flemmingkozok@gmail.com

Vurdér, kommentér
og del indlægget!

97%

comments

6 kommentarer

105 Synes godt om 3 Synes ikke godt om
Anmeld indlægget


  1. Rigtigt godt, velovervejet og gennemarbejdet indlæg. Tak for det Flemming.

    Svar | Anmeld kommentar januar 27, 2014 at 8:55 am
  2. Lars Tvede har også skrevet om emnet en del i bogen “børshandlens psykologi”. Her skriver han dog at det at være emotionel er en af de farligste ting ifht. aktie-handel – det som er med til at man afviger fra strategi… beskriver også de psykologiske træk der gør at TA handel kan virke (andre handlere er emotionelle)

    Svar | Anmeld kommentar januar 24, 2014 at 11:16 pm
  3. Rigtig smart. Jeg handler, som du ved, med en mere langsigtet profil, men dette trick kan jo stadig bruges. Jeg har ellers opereret med en “watchlist” over aktier jeg er interesseret i, men ikke er long i. Problemet har hittil været at jeg ikke rigtig gider bruge krudt på at følge aktierne på listen. Hvis jeg så i stedet følger din logik, og køber 1 aktie af hvert firma på listen, kommer de jo i mit depot. Mon ikke de får mere opmærksomhed, så…

    Svar | Anmeld kommentar januar 22, 2014 at 5:36 pm
    • Hej Are,

      – Helt enig; det kan stadig bruges også ved andre horisonter end den mere kortsigtede. Om man vil gøre det på måden du angiver må nok være op til den enkelte..;)

      Svar | Anmeld kommentar januar 22, 2014 at 8:28 pm
  4. Rigtig interessant indlæg, Kozok. Det er nogle essentielle vinkler på et emne som kan have afgørende betydning for om man på den længere bane overlever på den slagmark markedet i bund og grund er. Tom Hougaard og andre som arbejder professionelt med trading benytter lignende tilgange, eksempelvis at gå aggressivt ind med større positioner, hvis mindre følere bekræfter et forventet setup.

    Svar | Anmeld kommentar januar 22, 2014 at 12:52 pm
    • Tak for de gode ord. Jeg har mødt Tom Hougaard nogle gange og kan da også kun sige at vi har meget til fælles i vores tankegang i forhold til markedet.

      Som du også selv lægger op til er der for mig at se ingen tvivl om at et “trick”/værktøj som dette er et af mange “alternative redskaber” man har behov for hvis man vil begå sig i længden.

      Svar | Anmeld kommentar januar 22, 2014 at 8:25 pm