Max Gandrup
Champagnepropperne har sandsynligvis poppet på pensionsselskabernes hovedkontorer, da det nye finanslovsforslag blev offentliggjort. Et dyrt produkt, som pensionsselskaberne og pensionskasserne har monopol på, blev ikke underlagt nogen begrænsninger for indbetaling med skattefradrag. Regningen – for sådan en er der desværre også – går til almindelige danskere, som selv eller gennem deres arbejdsgiver sparer op til alderdommen. Hvis forslaget gennemføres, tvinger regeringen de facto dem til at tegne en dyr forsikring, hvilket vil betyde færre penge i pungen, den dag pensionen skal udbetales.
Kort fortalt går forslaget ud på, at det ikke længere vil være muligt at indbetale mere end 55.000 kr. årligt på ratepensioner med skattefradrag, til gengæld kan man frit indbetale på en såkaldt livrente. Livrente er et produkt, som ved den seneste regelændring pr. 1. januar 2010 igen blev trukket frem i lyset, efter at det nærmest var blevet lagt helt på hylden. I stedet er det nu blevet udråbt som det eneste fornuftige svar på alle politikernes problemer og udfordringer.
Forsikringselementet ved en livrente består i, hvorvidt du er i live eller ej. Det vil sige, at livrenten derved pr. definition er et væddemål mellem netop selskabet og den enkelte kunde – for hvor lang tid er ”livsvarigt”? Er det 15 år eller 25 år? I sin reneste form er forsikringen livsbetinget, dvs. at du skal være i live for at få den udbetalt, men i dag etableres langt de fleste med ægtefælledækning, dvs. at dine efterladte vil få udbetalt dine indbetalinger, hvis du dør. Det lyder jo umiddelbart herligt, men også dyrt. Og der er kun et sted, man kan sende regningen hen: til dem som sparer op til sin pension. Enten i kraft af meget dårlig forrentning eller høje gebyrer.
At tvinge pensionsopsparingen over i livrenter betyder dermed ikke bare forringelser i pensionsudbetalingerne for den enkelte, det er også med til at gøre pensionsopsparingen endnu mere uigennemskuelig som følge af den tekniske opbygning af en livrente.
En dansk pensionsordning (kapitalpension, ratepension og livrente), kan virke meget kompliceret, men er ved nærmere gennemsyn yderst retfærdig, og er med til sikre det danske pensionssystem for de kommende generationer. En post som staten reelt set ikke vil kunne bære, hverken nu eller i fremtiden.
Det politiske argument for at ville indføre en nedsættelse af det maksimale fradrag for indbetaling til ratepensioner, er dels at vi lever længere, dels at man vil komme skattespekulationer til livs – især for de højeste indkomster.
At spare op til sin pension kan næppe kaldes spekulation, man får godt nok et fradrag for indbetalingen, og kan dermed nedbringe sin skattepligtige indkomst i indbetalingsåret, men disse penge kommer jo bare retur til staten, når pensionen bliver udbetalt. Dertil betaler man også en årlig skat på pensionens afkast på 15%. Så på det punkt, giver forslaget ikke rigtig mening.
Næste argument er at vi lever længere – derfor skal vi nu have en livsvarig udbetaling, og vil dermed blive tvunget over i livrenterne. Heldigvis ved vi ikke, hvor gamle vi bliver, men tager vi udgangspunkt i den officielle pensionsalder i Danmark, som lige nu er mellem 65 og 67 år – så kan man med en ratepension faktisk opnå en pensionsudbetaling helt frem til man bliver 90 eller 92 år gammel – det er nemlig muligt at få udbetalt sin ratepension i 25 år fra man går på pension. Og dette uden at skulle tilkøbe nogen form for forsikringselement.
Så hvorfor ikke bare ændre udbetalingsreglerne for ratepension, så de fremover bliver tilpasset en formentlig højere gennemsnitsalder?
Det giver derfor ikke nogen mening at komme med så drastisk en begrænsning af pensionsopsparingen, som der med det nye finanslovsforslag er lagt op til. Slet ikke med de argumenter, der er fremført – i bedste fald skaber det yderligere usikkerhed om pensionsopsparingerne, med deraf faldende lyst til at spare op, simpelthen fordi den enkelte borger i Danmark har mistet tilliden til det, der engang var verdens bedste pensionssystem – et system der var anerkendt af både arbejdsgivere og arbejdstagere – og som stadig spiller en væsentlig rolle ved overenskomstforhandlingerne.
Faktum er – hvis forslaget gennemføres – at det er den menige dansker, der rammes hårdest. Alle os der vælger at udskyde eller begrænse et nuværende forbrug, for i stedet at kunne bevare bare en del af vores levestandard, når vi engang skal på pension.
