No love: En trader forelsker sig aldrig

Skrevet den 18 juni 2013, Klokken 12:57 | Flemming Kozok

blog_image

Min handelsaktivitet er baseret primært på de psykologiske aspekter af markedet. Det har den altid været. Det er denne side af markedet som altid har draget mig mest. Det er ikke kun analyse af tørre tal der kan lede til profit. Der er skam store penge i psykologien. Ikke mindst derfor lyttede jeg i går, den 17. juni 2013, til et interview på Børsen TV omkring ”Investorpsykologi i markedet”. Gæst i studiet var en repræsentant for en dansk investeringsforening. Der blev sagt gode ting af den medvirkende, som tydeligvis var kompetent. På den baggrund skuffede det mig kun endnu mere da selvsamme person som del af sin opfattelse omkring kortsigtet handel nævnte at “daytradere – de lader sig blive forelsket i aktier de har købt .. og lader sig rive med …”

Jeg vil starte med en af hovedpointerne for dette indlæg: Den oplyste har for længst lært at kærlighed kan være en grusom størrelse!

Ovennævnte interview i Børsen TV er således grundlag & årsag til dette blogindlæg: Vi tradere har nemlig slet ikke tid til at forelske os. Med dette udsagn er fokus naturligvis på at (day)trading implicit indebærer at handelsaktiviteten udøves på basis af hyppigt forekommende setups som lægger op til ”bekendtskaber” af kort varighed.

Fortsætter vi denne analogi, så sammenlign med en person som (meget!) ofte møder individer som denne tiltrækkes af. Denne person forelsker sig ikke undervejs i disse kortvarige møder. Hvis vi derimod har at gøre med en person som søger den helt rette mage og således indtager et langsigtet perspektiv, ja så øges sandsynligheden for forelskelse. Tilsvarende har en trader som skal eje et aktiv i sekunder eller minutter (måske endda et par timer!) en særligt svag tendens til at forelske sig undervejs i disse kortvarige bekendtskaber, hvilket kun er positivt. Husk at forelskelse kræver store ressourcer. Intet menneske kan forelske sig 50-500 gange pr. dag… Nej vel? Jeg håber at pointen fremstår ganske klar.

Konteksten for dette blogindlæg er ikke ny: Jeg skuffes gang på gang over de utallige divergerende udsagn og opfattelser vedrørende aktiv trading. Udsagn som er fejlagtige og typisk bunder i en grundlæggende fejlagtig opfattelse omkring aktiviteten. Derfor skrev jeg for måneder tilbage det jeg anser som mit vigtigste blogindlæg nogensinde om Fejlfortolkning, Kompleksitet & Individet bag trading som aktivitet. Jeg må opfordre alle med interesse for aktiv handel til at læse dette indlæg.

Tager vi den langsigtede investors indgangsvinkel oplever vi derimod at kriterierne for forelskelse i højere grad er til stede. Grundlaget for at falde i denne klassiske investorfælde er således i langt højere grad nærværende. Dette sker bl.a. idet investor overvejer en beslutning over en længere periode, med dertil hørende risiko for at stifte irrationel tilknytning (”følelser”) til det pågældende aktiv. Samme gør sig gældende undervejs i ejerskabet, hvor det er ganske klassisk at investor øger tilknytningen til diverse argumenter og herved ganske ubevidst konstruerer et ”benægtelsesværn”. Dette rammer investor når positionen går i den forkerte retning.

Det bør være alment kendt at sådan benægtelse kan koste dyrt. Benægtelse skal i øvrigt ses i lyset af, at vi mennesker elsker at snyde os selv. Så det er store kræfter vi er oppe imod.

En trader derimod gennemgår ikke samme forløb. En trader skeler ikke til de faktorer fra fundamentalanalysen som en langsigtet investor lægger vægt på. Dette være sig faktorer såsom virksomhedens cash flow, vækstpotentiale, ledelse, etc. Traderen handler på basis af teknik i markedet. Det er langt mere ”besværligt” at forelske sig i et teknisk setup – særligt når tilknytningen til setuppet ikke har eksisteret i mere end timer, minutter eller sekunder.

Markedet repræsenterer en størrelse som er enormt spændende og stimulerende men på samme tid kold, kynisk og ubarmhjertig. Markedet er et farligt univers at forelske sig i. Erkendelsen af sidstnævnte – hellere før end siden – vil kun være sundt. En erkendelse vil medvirke til at sikre overlevelse i det lange løb. Og overlevelse i det lange løb er hvad som repræsenterer den disciplinerede og oplyste trader. Den som ikke er naiv. Og netop denne trader forelsker sig ikke; vi har for længst lært at kærlighed kan være en grusom størrelse.

 

/ Følg løbende mine opdateringer på twitter.com/flemmingkozok

/ VIDSTE DU: At jeg tilbyder personlig undervisning i Active Trading? Hør mere via e-mail: flemmingkozok@gmail.com

Vurdér, kommentér
og del indlægget!

95%

comments

2 kommentarer

55 Synes godt om 3 Synes ikke godt om
Anmeld indlægget


  1. Tak Kozok!
    Det er imponerende når folk udtaler sig om noget de ikke har forstand på – day trading er hårdt arbejde og kræver anvendelse af mange værktøjer/tekniker. Har intet med kærlighed at gøre!
    Kan kun citere en klassiker fra Wall Street: “Want a friend – buy a dog”

    Svar | Anmeld kommentar juni 19, 2013 at 9:58 am